Edderfuglen Eddie

Der var så dejligt ude på landet. Det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge. Sådan skrev H. C. Andersen i Den Grimme Ælling. Men inde på museet hang en voksen andrik. Nemlig Johannes Larsens maleri af edderfuglen og den længtes grumme efter at komme ud på landet.

En dag stod en billedkunstner og betragtede andrikken. Hun syntes nok den kiggede meget intens på hende og blev lidt fascineret af den. ”Dig skal det være, du skal med mig hjem” sagde hun. Edderfuglen blev glad, men sad lidt fastmalet på lærredet og blev trist igen. Jeg ved at jeg skal være her til evig tid, men hvor ville det dog være dejligt med en sommer på landet.

Maleren tog hjem og mørket sænkede sig. Ved midnatstid begyndte det at rumstere i salene. Rygtet gik at alle måtte få et ønske opfyldt, for direktøren fyldte rundt. Så har jeg chancen tænkte edderfuglen og sprang glad ud af maleriet. Den rutsjede hen ad gulvet, satte turbo på og fløj ud af et åbentstående vindue.

Edderfuglen fløj ud i natten og lidt rundt i byen. Pludselig fik den øje på maleren som var ude at gå aftentur ved Odense Å. Den landede foran hende. ”Godt” sagde hun, ”jeg mente nok vi havde en aftale”. De gik sammen hjem til hende.

Maleren døbte andrikken Eddie ved en lille ceremoni, og de næste dage gik de og snakkede meget sammen. De kunne hver især fortælle gode historier for hinanden. Eddie kunne godt lide at høre eventyret om den grimme ælling som kunstneren måtte læse om og om igen. Eddie kunne fortælle nogle gode jagthistorier som han havde hørt Johs. Larsen fortælle Fritz Syberg, mens han malede Eddie i Kerteminde. Dem morede maleren sig meget over.

”På lørdag skal jeg til Samsø”, sagde maleren en dag. ”Vil du med?”. ”Om jeg vil” svarede Eddie ”men jeg vil køre med dig derover for jeg gider ikke at flyve”. ”Det ville da kun være hyggeligt” svarede maleren.

På Samsø boede maleren i et hus tæt ved vandet. Hver morgen gik de en tur ned til havet. Der var et svanepar med to store grå ællinger. ”Ha! – det er lige som den grimme ælling” jublede Eddie. Jeg har jo siddet fast hele mit liv, så jeg har jo aldrig set levende svaner før. Det var en stor oplevelse for Eddie og efter et par dage blev de gode venner. I begyndelsen hvæsede de voldsomt af Eddie og maleren, men Eddie fik pejlet sig ind på svanesproget og der kom gang i en snak om fordelene ved søer contra havet. Eddie havde nu ikke så meget at bidrage med. Han var malet i 1909 og kunne ikke rigtig huske hvad han bedst kunne lide. Men han lyttede opmærksomt.

En morgen vågnede Eddie lidt tidligere end maleren og smuttede selv ned til havet. Der var lavvande, så han kunne rigtig øve sig i at dykke ned efter krebsdyr og muslinger. Han havde jo aldrig prøvet det før. Hidtil havde maleren serveret store tallerkener muslinger og fisk for ham, men han kunne jo spise sin egen vægt hver dag, så der skulle jo mange til. Nu måtte han selv i gang.

Da han kom tilbage var maleren vågnet. ”Jeg synes du vralter lidt tungere” sagde maleren. ”Jep” sagde Eddie og forsøgte at danse rundt, men faldt om på sit tæppe og skraldgrinte. ”Nu er jeg en rigtig dykand, jeg har selv været nede efter et ordentlig læs krebsdyr og muslinger”. Maleren ønskede Eddie tillykke og listede ud af stuen, for Eddie sov allerede. Han skulle have ro til at kværne skallerne fra dyrene med kråsen.

Det blev til mange gode oplevelser på Samsø. Da maleren var oppe i Brattingsborg fyr, fløj Eddie selv derop. En svale havde fire unger i fyret og Eddie var lige henne og få gode råd om børnepasning. ” Har du planer?” spurgte maleren. Eddie så henført ud men sagde ingenting. Der var vist noget han godt kunne tænke sig. Det var også på Samsø at Eddie fandt den største portion søstjerner og snegle. Den dag dykkede han 20 meter.

De kom tilbage til Odense og mange gode hverdage fulgte med daglige besøg til Odense Å. Eddie tog sig nogle diskussioner med blishønerne om det gode liv. De var ikke helt enige, men de kom jo også fra forskellige verdener.

Eddie bemærkede en dag en bog om lykke på malerens natbord. ”Er du meget optaget af lykke” ville Eddie vide.”Det må jeg sige ja til” svarede maleren. ”Jeg synes det er vigtigt at man hele tiden spørges sig selv om man er lykkelig og hvis ikke, må man gøre noget ved det”. ”Jamen hvad er så lykke for dig?” spurgte Eddie. ”Jae… hvad angår ekstern lykke, så er det vigtigt at mine kære og dem jeg holder af har det godt. Men det er nok den interne lykke der optager mig mest. Om jeg kan mestre livet. Jeg forsøger hele tiden at have fokus på nuet og gøre mig umage med alt hvad jeg fortager mig. Det er vigtigt at jeg har frihed til at foretage mig det jeg har lyst til, for der er så mange muligheder. Jeg hørte i et foredrag, at Søren Kirkegård en gang blev spurgt om, hvad han ville ønske sig hvis han fik et ønske opfyldt. Han svarede – mulighedernes lidenskab. Det var rigtig godt svaret, for er der egentlig noget bedre end at vågne op en morgen og fryde sig over alle de muligheder dagen byder på? At have lyst til så meget, at der ikke synes timer nok.”

”Jo”, svarede Eddie, ”de dage kender jeg godt”. ”Der er nogle dage jeg har lyst til at dykke ned efter både snegle, muslinger, fisk, søstjerner og krebsdyr, men jeg kan ikke nå det hele på én dag”.

Jeg har lagte mærke til at du har mange symboler i dine malerier. Hvad betyder de?

Maleren fortalte:

Som symbol på dualiteten eller modsætningerne i livet har vi englen og den mørke figur. Englen symboliserer det lyse i livet. Hvis vi får for meget kan vi godt blive forvendte og til sidst ikke værdsætte det. Der skal være noget modspil og noget at kæmpe for, det symboliserer den mørke figur. Det er vigtigt at der er balance i livet.

Timeglasset skal minde os om at vi skal leve i nuet og være glade hver dag vi står op. Man ved aldrig hvornår ens livslys er brændt ud. Det er også vigtigt at omgås de mennesker vi holder af. Det skal være nogen som kan give os noget energi.

Uendelighedstegnet, det sovende ottetal, symboliserer de vågne drømme. Det er vigtigt at vi drømmer tusindvis af drømme lige til det sidste. Det er nok at bare én går i opfyldelse. Det vigtigste er at have drømmene. Det stimulerer kreativiteten. Man skal drømme som om man lever evigt.

Livshjulet er et gammelt religiøst symbol, som findes i mange forskellige religioner. Vi har mange i kalkmalerierne i kirkerne. Det symboliserer det endeløse kredsløb og livets strøm. Når hjulet ruller fortsætter generationerne. Det skal også minde os om at vi er forgængelige.

Kronen skal lede tanken hen på historien og eventyret. Ved at kende historien, kan vi få en forklaring på mange menneskers adfærd. Ved at interessere os for eventyret, kan vi bevare barnet i os selv.

De klare energifyldte farver symboliserer livsglæden. Jeg bruger meget gult i mine billeder og jeg kan tilslutte mig Van Goghs ord om, at man kan charmere Gud med farven gul. Det er den farve vi kan tåle mest af og da det er solens farve, er det også vores livgiver.

På en tur til Skagen kom Eddie i klammeri med nogle måger og var lidt rystet, da han kom tilbage til sommerhuset. ”Jamen Eddie dog, hvad skete der dog” spurgte maleren. ”Jo jeg tabte en stor fed musling som jeg lige havde hentet op af havet, jeg tror den var 10 cm lang. En dum måge snuppede den og det ville jeg ikke finde mig i. Men det skulle jeg nok have gjort, for han havde en del venner med og det havde jeg ikke.” ”Kan du virkelig sluge sådan en stor musling” ville malerne vide. Det mente Eddie at have læst et sted at han kunne. Maleren trøstede Eddie og sagde at han skulle huske på, at der i enhver ulykke er en gave. Det er et gammelt kinesisk ordsprog. Eddie ville vide hvad gaven her var her og maleren sagde at der stod i bøgerne at han kun kunne sluge en musling på 6 cm. ”Måske slap du for at blive kvalt!” Eddie gyste, men snart var han sig selv igen. Han lagde sig på malerens mave og de tog solbad sammen.

En dag spurgte maleren om han ville med ned til hendes veninde på Sydfyn. ”Måske” svarede Eddie. ”Er det spændende dernede”. ” Det er rigtig spændende, for det er ude på landet og der er en stor flot kat der hedder Skriget” svarede maleren. ”Det var dog et besynderligt navn, går han rundt og skriger hele tiden”. ”Nej aldrig, han er meget rolig, men han har Edward Munks Skrigets aftegninger i nakken” svarede maleren.

Eddie tog med og med Skriget blev der ført spændende samtaler om livet og døden, for døden lå på dørmåtten hver morgen efter Skrigets natlige eskapader. Eddie syntes det var ulækkert med de muserester, men accepterede livets gang i Ulbølle.

Eddie lærte også en skarv at kende i Fjællebroen, som imponerede ham med citater om ising, ulk og ålekvabbe, som var hans yndlingsspise. De blev enige om at fiskerne ikke behøvede at være sådan efter skarverne, for det er jo helt andre fisk de er interesseret i, så der er rigeligt til alle.

Da kunstneren skulle hjem ville Eddie ikke med. Han var også begyndt at forsvinde mere og mere. Når han kom hjem til huset sang og trallede han. Der var sket en lille forvandling med ham, men han ville ikke fortælle noget. Han kom hjem en uge senere til Odense i usædvanligt godt humør og det nød maleren, men lod ellers ham være i fred med tankerne.

Sommeren gik og de havde mange gode stunder sammen. En dag skulle maleren til København for at se Body World på Eksperimentariet. Eddie besluttede sig for at flyve derover og de mødtes ved hovedindgangen. Eddie ville nemlig gerne se nærmere på Øresund. Han var begejstret for alle søstjernerne og fik vommen fyldt.
De gik rundt og så udstillingen og Eddie var nær besvimet ved tanken om at blive sænket ned i Gynter Von Hagens silikonebade og udstillet uden fjer. Så hellere tilbage til maleriet.

Hjemme i Odense vågnede Eddie en morgen og kunne mærke at det var ved at være tid og han blev lidt trist. Men det havde været en dejlig sommer, så det glædede han sig over. Jeg må give maleren et minde om mig, tænkte han. Det var ret tidligt og han listede sig ned i atelieret og gik i gang ved staffeliet.

Da maleren senere var blevet vågen syntes hun at der var så stille i huset. Hun stod op og kiggede efter Eddie. Han var ingen steder. Hun fik øje på et åbent vindue og blev klar over at han måtte tilbage. Godt vi ikke fik en tårevædet afsked tænkte maleren. Pludselig fik hun øje på noget forandret ved det maleri hun var i gang med. ”Eddie havde også kunstnerisk talent”, lo hun for sig selv. ”Så fik jeg alligevel et minde om ham”. Den lille gavstrik, han havde også malet Skriget ind. Men en turkis kat – nå ja hvorfor ikke. Den diskuterer vist højlydt med en fræk solsort.

Samme dag gik maleren til museet. Jo han var tilbage. Han fik sit ønske opfyldt om en dejlig sommer på landet. Nu kan han trygt hvile til evig tid.