En søndagsprædiken

Ved pastor Erik Steen Møller

Da jeg sidste søndag holdt gudstjeneste i Skagen Kirke, kom der efter gudstjenesten to kirkegængere hen til mig, som gerne ville kommentere gudstjenesten. Det var 2 kunstnere, som var på gæsteophold i Skagen, den ene for at skrive, den anden for at male. Det førte til lidt mail- og telefonkontakt i ugens løb, og jeg var inde og se kunstmalerens hjemmeside. Lene Schmidt-Petersen hedder hun. Der faldt jeg især over to billeder i meget glade stærke farver. Titlerne på de to billeder kom så til at danne overskrift over denne søndags prædiken. Det ene hedder:

Og det andet hedder:

Hvis vi hertil føjer et tredje tema, som er hentet fra overskriften på De danske Kirkedage, som holdes i Aalborg til sommer, så er vi hjulpet godt på vej til budskabet fra denne søndags evangelietekst. Dette tema lyder:

”Menneske, hvor er du?”

Lad os tage det sidste først. Menneske, hvor er du? Det signalerer, at der er en, der spørger efter os. Helt modsat det, som der tales meget mere om, nemlig at det er mennesket, der spørger. Spørger efter noget eller nogen, som man ikke rigtig ved, hvad eller hvem er. Det er vistnok blevet sådan, at det nærmest er lidt fint at være spørgende. Lidt mondænt ligefrem at være søgende.

Men her er det altså helt befriende modsat. Menneske, hvor er du?

Vi kender det godt lidt fra hele banale sammenhænge i vores almindelige dagligdags erfaringer. Man sidder og taler med et mennesker. Og pludselig mærker man, at kontakten er smuttet. Den anden er ligesom slet ikke mere til stede. Så er det, man måske siger: ”Hallo. Hvor er du henne?”

Og den anden ryster lidt på hovedet som om, man lige er vågnet. ”Åh, undskyld. Jeg var lige væk et øjeblik.”

Hvor var den anden henne? Han eller hun var væk i sine tanker. Måske ved noget, som skete i går. Eller sidste år. Eller meget længere tilbage.

Han eller hun var inde i erindringen, noget som optog dem fra fortiden.

Eller de var i gang med noget, der skal ske i morgen. Eller senere. De blev suget ind af tankerne om noget, der ligger ude i fremtiden. Selv om man rent fysisk nok sidder der, så kan man være ikke-til-stede. Fraværende i tankerne. For man kan kun være rigtigt til stede her og nu.

Jesus kaldte på nogle mennesker. Det var egentlig ikke dem, der søgte ham, men ham, der søgte dem. Menneske, hvor er du?

Og så skete der det med dem, som det førstnævnte billede beskriver: De fornemmede mulighedernes dag. Og de blev også hurtigt klar over, hvornår mulighedernes dag var. Da to af dem spurgte Jesus: Hvor bor du? , så tog han ikke sin kalender frem og så længe i den og sagde: Vi skal ind i næste måned. lad mig nu se. Den 22 i næste måned kl. 16.30 kan I kigge indenfor på Jakobsstien 12 i Kapernaum. Så skal I få at se, hvor og hvordan jeg bor. Næh, han sagde ganske enkelt: Kom og se. Nu. I dag.

Det fornemmede de, disse første disciple. De fornemmede mulighedernes dag. Den er nemlig lige her og nu. De lod gårsdagen og alle de andre dage, der var gået ligge, for de findes jo ikke mere. De lod også morgendagen vente, indtil den kommer. Og så kom de helt til stede lige nu, og de tog Jesus på ordet og fulgte med ham.

Og hvorfor gjorde de så det? Jo, som sagt, de fornemmede, at det var mulighedernes dag. De fornemmede, at de stod ved noget meget anderledes. Med det andet billedes titel: De stod på kanten af  uendeligheden! Uendeligheden  –  ikke bare som noget meget stort i udstrækning eller meget langvarigt i tid.. Men som noget, der er helt uden for tid og rum. Sagt med Jakobs drøm (fra 1. tekstlæsning): De anede, at her, lige her og nu, stod de ved himlens port. Og den stod åben for dem. I mødet med Jesus blev de kaldt helt til stede, og i dette gyldne nu af totalt nærvær var det den ubegribelig ufattelig Gud selv, der åbenbarede sig for dem. Og fra dette øjeblik var der ikke noget, der kunne være vigtigere for dem end at være lige dér, hvor Jesus havde kaldet dem til at være.

Og derefter fulgte der en lang, lang række af øjeblikke, hvor de stod på kanten af uendeligheden. Sådan som Jesus også stillede dem i udsigt: I skal se himlen åben. Hvor?  Lige dér, hvor Jesus åbenbarede Guds kraft og Guds kærlighed og kaldte mennesker ud af sygdom og synd og død og alle dæmoniske destruktive magter og gjorde dem hele og rene og levende som Guds elskede børn.

Det lyder så enkelt og så nemt, når man læser det på denne summariske og stiliserede måde, som det er beskrevet i teksten. Og ja, enkelt er det måske nok. Men nemt er det bestemt ikke.

På den ene side: Når også vi, som i dag hører denne gamle beretning, bliver inviteret til at komme helt og fuldt til stede i mulighedernes dag, på kanten til uendeligheden, så er det jo sådan set bare at sige: Ja tak. Gode Gud, også jeg vil gerne være der, hvor du holder døren åben for mig. Her er du jo selv til stede. Her er det sande, det evige, det fuldkomne liv.

På den anden side: Kun det sande menneske kan erkende sandheden. Men der bor en lille løgner i vor sjæls hus. Denne løgner hedder vort ego. Egoet, som bestandig er på vagt over for andre egoer, der mener noget andet, end jeg mener,  tror noget andet, end jeg tror, tænker anderledes, end jeg tænker og vil noget andet, end jeg vil. Egoet opfatter sådanne andre egoer som en trussel. Derfor går mit ego igen og igen i konkurrence med andre egoer, skændes med andre egoer, taler ondt om andre egoer, går i krig med andre egoer. Og påfører derved både andre og mig selv endeløse lidelser.

Når dette ego er en løgner, så er det fordi, det hele tiden prøver at bilde mig ind, at det – egoet – er mig. Mit sande jeg. Og dermed bliver vort egentlige sande jeg, vores gudskabte menneskelighed, trængt i baggrunden.

Dette bedrageriske, infame, løgnagtige ego står i vejen for, at vi kan sige et fuldtonende ja til vor Herres invitation og overgive os til mulighedernes dag på kanten af uendeligheden. Derfor er det ikke nemt, om end det nok er enkelt. Man må  –  om ikke lukke munden på det løgnagtige ego  –  så dog vende det døve øre til. Og vove at overgive sig til en virkelighed, som ikke er nær så håndgribelig som egoets virkelighed. Vi må vove at gå ind i en åndelig virkelighed, hvor vi opdager, at det er her, vi finder vores ægte, af Gud skabte og af Gud elskede sande jeg. HER ER JEG!  –  hvis nogen skulle spørge: Menneske, hvor er du? Her kan jeg høre, at Gud kalder på mig. Her kan jeg se og sanse mulighedernes dag . Her står jeg på kanten af uendeligheden. Og her kan jeg også se mit medmenneske, ikke som en konkurrent, ikke som en trussel, ikke som en fjende, jeg må forsvare mig imod, men som en ven, en bror eller søster. For jeg ser ind bagved egoet, ind i det sande og ægte af Gud skabte og elskede menneske.

Dette er en helt ny og anderledes verden og virkelighed end den, vi ellers kender til. At vove sig ind i denne virkelighed er næsten som at dø og blive født igen. At give afkald på egoets beskyttelse og påtage sig det sande jegs sårbare liv.

Når Jesus talte om disse ting, brugte han gerne billedet af et hvedekorn, som lægges i jorden og dør. Men netop derved får det liv og giver masser af liv.

Det var naturligvis sig selv, han her talte om. Sådan som det også kom til at gå ham. Således vandt gennem hans liv og død og opstandelse kærligheden og sandheden over alle løgnens kræfter.

Og han brugte også dette billede som en opfordring til os om at lade noget af  os dø for at give liv til noget andet. At give slip på og gøre os fri af denne lille egoistiske løgnhals og give plads for vort ægte genuine jeg. Og således med en helt ny og anderledes selvbevidsthed gå ind i  denne sandhed og kærlighed, som også vi i dag kaldes ind i. Her er mulighedernes dag. Her er vi på kanten af uendeligheden. Her er der en dyb fred, som overgår al forstand.   Denne ”operation” kræver nok både mandsmod og kvindemod. Derfor kan man trygt bede med på salmedigterens ord i sidste vers af salmen, vi skal synge om lidt: